Fjellandsk Maal og Vægt

Paa talløse opfordringer skal vi nu her fra Fjellandsk Jernbanehistorisk Arkiv og Selskab (FJAS) bringe en gennemgang af det gamle fjellandske system for maal og vægt.

Da fjellændinge aldrig har kendt til tilstande som maalløshed eller vægtløshed, har disse begreber altid haft stor betydning i det fjellandske samfundsliv. Det afspejles da ogsaa i, at det gamle fjellandske maalesystem baserer sig paa dagligdags foreteelser – med andre ord: ting og begreber, som i datiden saavel som nu, har fyldt fjellændigenes bevidsthed.

I H.M. Kong Frede d. V ‘s fjerde regeringsaar fastsatte man endelige standarder for de i tidligere tid lokalt definerede maaleenheder. Der blev her lagt et sjældent klarsyn for dagen, noget der har afstedkommet, at det gamle system holdt sig officielt til afslutningen af den Anden Omverdenskrig i 1945 og derefter stadig nyder stor udbredelse i befolkningens daglige liv. Dette skyldes naturligvis ogsaa, at systemet netop er baseret paa faktorer, som staar enhver fjellændings hjerte nær!

Grundlaget for distancemaalene er den fjellandske Klumpfod (Kf.). Før H.M Kong Frede d. V’s revision af systemet herskede der i de sydlige egne, hvor terrænet ligeledes byder paa mere jævne former, ogsaa en Platfod. Denne var ca. 20% større end klumpfoden, og den passede derfor ikke saa godt i den systematik, som Kongen og hans raadgivere udviklede.

Behovet for en mindre maaleenhed opstod snart. Da vor nationalfugl udviser den særegne kvalitet, at dens vinge ved første led uanset eksemplarets øvrige dimension altid er af samme størrelse, anvendtes derfor Rypevingen (Rv.) som maal for mindre emner. Under standardiseringen fastlagdes sammenhængen mellem maaleenhederne ligeledes, saa der gaar 12 Rypevinger (Rv.) paa en Fjellandsk Klumpfod (Kf.).

Med den stigende udnyttelse af jorden til landbrugsformaal, viste Kf. sig som upraktisk ved angivelse af især større bedrifter og lensgaarde. Derfor vendte man blikket mod naturen. To maal for længder udviklede sig. I syd, hvor landbruget udvikledes hurtigst, opstod en Kvæg (Kg.) som maal for længder. Efter opmaaling af adskillige høveder kom man frem til at en Kv. maatte svare til 9 Platfødder, som hver var 15 Rv. Da dette maal nu betragtes som fuldstændigt oldnordisk, anvendes betegnelsen nu hyppigst som skældsord: “Dit Kvæg” – eller paa nyfjellandsk “Dit Kvaj”!

I nordvest saa man de stolte gemser springe rundt imellem tinderne. Det var da naturligt at tage udgangspunkt i dette stolte dyrs elegante bevægelser og definere Gemsespringet (Gs.) som maaleenhed. Et Gemsespring kom da til at bestaa af 12 Kf. som igen hver bestod af 12 Rv. Denne logik tiltalte H.M. Kongen, som derfor valgte den nordfjellandske tradition som basis.

Største distancemaal i det gamle system var og er Fodturen (Fdt.). En Fodtur var i al sin enkelthed den distance, en fjellænding kunne tilbagelægge mellem to maaltider mulje. Som følge heraf var der da ogsaa stor lokal variation heri, baade hvad angik de muligt tilbagelagte distancer under hensyntagen til terrænet, og hvad angik den mængde mulje, man kunne indtage ved de angivne endepunkter.

For at sikre standardiseringen, besluttede H.M. Kongen, at en Fodtur skulle sættes lig med 1200 Gs. Det var et gennemsnit af de lokale maal, og det passede fint i systemet. Det var saa ogsaa det eneste felt, hvor det lykkedes at skabe saa fin overensstemmelse mellem maalene.

Tanken om at binde rummaal op paa distancemaal, som det ses i det moderne metriske system, var ikke opstaaet paa den tid, hvor H.M. Kong Frede d. V. indførte disse “Al-Fjellandske Maal”. Derfor tog ogsaa rummaalene udgangspunkt i fjellændingenes dagligdag.

Vigtigst og ældst af disse maal er naturligvis en sag, som ligger befolkningen meget paa sinde. Muljesleven, som blev brugt morgen, middag og aften, ligger til grund her for en Slevfuld (Sf.). Da især mindre børn ikke altid var – og er – i stand til at konsumere almindelige portionsstørrelser, opstod et undermaal for Slevfulden: et Skvæt (Sk.). Der gaar saaledes 6 Sk. paa en Sf.

Fjellændinge er dog kendt for en glubende appetit, og for at kunne opgøre ydelse af eksempelvis køer og geder krævedes en større enhed. Den laa naturligvis snublende nær, idet selve det aggregat, som tjente til Nationalrettens fremstilling, kunne anvendes.

Muljegryden (Mg.) blev saaledes den næste større maaleenhed. En muljegryde blev defineret som 8 fjellændinges forbrug af mulje under et normalmaaltid: Hver skal have 3 portioner á 2 Sf. Derved er en Mg. = 8 x 3x 2 Sf. = 48 Sf.

I takt med udviklingen blev alting større. Det gjaldt ligeledes den største maaleenhed for rumfang i Fjelland. Som definition af store rummaal valgtes det største af de lokale maal: den sydøstfjellandske Vom (V.). Udregningen af Vommens omfang er igen med udgangspunkt i Nationalretten: En fjellændings aarsforbrug af Mulje. Hver mand kræver, som det ovenfor ses, 6 Sf. pr. dag. Et fuldt aarsforbrug heraf – efter den gamle fjellandske kalender – blev da 45 Mg. Et lidt skævt tal, som dog var solidt plantet i den fjellandske kultur og tradition.

Vægtopgørelse har naturligvis ogsaa sine rødder i denne kulturarv. Der har tidligere primært været behov for angivelse af mindre vægtstørrelser, præget af den daglige husholdning, saasom angivelser i forbindelse med forskellige opskrifter paa mulje.

Mindstemaalet her er et Gryn (Gr.). Det svarer til vægten af en enkelt enhed af den til muljen hørende pasta, som i datiden ikke havde saa avancerede former, som det ses i dag. Man maatte her tage et gennemsnit at forskellige lokale sorter for at opnaa den standard, som skulle gælde nationalt fremover.

Til en god mulje bruges ogsaa mængder af kød, løg samt andre gode ingredienser. Da muljen ofte laves paa slump, var det natuligt at anvende en saadan som enhed for lidt større mængder. Det staar den dag i dag hen i det uvisse, hvordan man endelig fik fastlagt værdien af en Slump (Su.). Ikke desto mindre gaar der hele 144 Gr. paa en Su.

Den omsiggribende handel i Riget stillede krav om yderligere definering af større vægte. Hvor meget vejede eksempelvis dyr eller større partier korn til pastafremstilling?? Resultatet kom fra det omfattende skovbrug, som netop under H.M. Kong Frede d. V. i samarbejde med bl.a. Greve Johan af Gylden-Svada var ved at blive sat i system.

Man tog saaledes en stamme af et af de allestedsnærværende grantræer, afmaalte 6 Gs. i længden og 1 Kf. i diameter. Denne vægt blev da en Gran (Gn.). Da træer jo ikke er ens, konstateredes det efter en række opmaalinger bl.a. med den særlige, ekstra tætte, fjellandske sortgran (anvendes især i produktionen af granfade), at vægten stort set passede med 360 Su., som da kom til at indgaa i den endelige fastlæggelse.

H.M. Kong Frede d. V besluttede, at der skulle udføres normer, hvorefter alle fjellandske enheder skulle være at kalibrere. Saaledes opbevares en normal-Klumpfod, en normal-Slevfuld og en normal-Slump under beskyttede forhold i en grotte paa Fotanger-egnen. Her findes de endnu, idet stedet er indrettet til museum.

For at lette forstaaelsen for kommende generationer bringes her en oversigt med relation til det moderne, metriske system.