Banens nyere historie

De første aartier af TSB’s historie forløb ganske planmæssigt. Saavel gods- som persontrafikken udviklede sig positivt, og med en til det konservativt grænsende forsigtig ledelse blev banens økonomi velkonsolideret. Kurstedtrafikken aftog godt nok i begyndelsen af 30’erne, men til gengæld voksede egnens egne beboeres lyst til at rejse omkring og se deres land. Flere og flere virksomheder begyndte at benytte banen til transport af deres raamaterialer og varer, og det bidrog positivt til baade deres egen og banens vækst.

I 1904 var Senta Vestbane aabnet, men deres ledelse viste ikke saa gode takter som TSB’s, hvorfor økonomien her skrantede. Ambitionerne var for store, materiellet for dyrt og prangende, toggangen for hyppig, og det kostede. Som følge heraf blev SV 1933 sat under administration af TSB’s ledelse ved Fjellandske Jernbaners Fællesraads (FFJ) mellemkomst. Man fik etableret et godt samarbejde de to baneselskaber imellem, og det lykkedes da ogsaa pø om pø at faa SV’s finansielle status i orden.

Automobilets fremmarch var ikke saa stærk i Fjelland som andre steder. Derfor paavirkede denne udvikling ikke banerne paa samme maade som man saa det i andre lande. Man havde dog vovet et enkelt eksperiment i 1936, hvor man havde købt en motorvogn (læs: skinnebus) i Tyskland – banens første ikke-dampdrevne køretøj. Den fungerede ganske godt, og det gør den saamænd endnu som nr. 12, men det var alligevel ikke nok til at faa ledelsen overbevist om motordriftens lyksaligheder. Og nu havde man jo gode damplokomotiver!

Anden verdenskrig trak til gengæld store veksler paa jernbanerne og dermed ogsaa paa TSB. Nu ligger TSB i et lidt afsides omraade, saa andre baner – især statsbanerne (FSB) – maatte holde for. Materiellet blev alligevel belastet haardt, men da det var solidt grej, holdt det faktisk ganske godt. Krigskonjunkturerne havde ogsaa givet gode indtægter, saa i 1947 slap man igen kontrollen med SV og kunne koncentrere sig om sin egen forretning.

Midt i 50’erne maatte man erkende, at de gamle dampmaskiner var nedslidte. En udskiftning var nødvendig – noget der ikke huede ledelsen. Lange og trange overvejelser gik forud – man ville prøve noget andet end de sædvanlige østrigske indkøb (SV havde netop bestilt 2 dieselloks her – i sølv og grøn lakering!!), og man havde gode erfaringer med den tyskbyggede motorvogn.

Endelig i 1957 havde man afklaringen, og man købte to standarddieselmaskiner i konservativ personvognsgrøn lakering. De opførte sig særdeles fint, og da Nordfjellands Kyst Bane lukkede et halvt aar senere, overtog man deres tilsvarende maskine billigt! Da den var grøn, ofrede man end ikke en omlakering paa den. Kun ejendomsmærke og nummer maledes over og erstattedes med TSB’s.

Med dampens afskaffelse traadte ogsaa den gamle ledelse tilbage. Nye kræfter tog over, og blev kastet lige ud i det. Den seneste store sag, som da kom til at falde ind under de nye kræfter, var nemlig Fællesraadets “opfordring” til at overtage SV for den voldsomme sum af 1,- kr. Summen tiltalte ved sin størrelse TSB’s nye ledelse, som var velopdraget af den gamle. Men det var et stort ansvar saadan at nærmest fordoble banens omfang.

Fællesraadet pressede paa, da man ikke ønskede at bevidne flere jernbanenedlæggelser – især ikke blandt de sekundære strækninger, som nok ville være mest udsatte. Bekymringerne afløstes dog snart af stor interesse, da man konstaterede, at fallitboet faktisk besad gode aktiver – ikke mindst materielmæssigt – som supplerede TSB’s egne. Samtidig havde SV et godt ry blandt passagererne for moderne og behagelig befordring.

Man besluttede da fra TSB’s side at vove springet og overtage SV. Dermed ønskede man ogsaa at kunne opnaa en imageforbedring paa persontrafiksiden, saa man kopierede SV’s koncept med fancy lakering og komfortabelt materiel. Denne satsning har bl.a. givet sig udslag i ombygningen af en person- og pakvogn til styrevogn. Godstrafikken er selvfølgelig fortsat paa samme høje niveau som hidtil.

Banen er altsaa traadt ind paa en mere progressiv linie, dog præget af god sund økonomisk skepsis. Finanserne staar særdeles godt, selv efter overtagelsen af SV, som har været udsat for en række tilpaninger. Alt i alt maa man sige, at TSB er solidt rustet til fremtiden. Om 4 aar er der 70-aars jubilæum, og man kan haabe, at det vil kunne fejres behørigt.

Tidslinie

  • 1933-47: TSB’s ledelse overdrages administrationen af Senta Vestbane (SV), som er i økonomiske vanskeligheder – igen. Situationen rettes dog op
  • 1957: Dampdriften afvikles med et slag – nye maskiner fra Tyskland, samt en overtaget fra nu nedlagte Nordfjellands Kyst Bane (NKB)
  • 1959: TSB overtager SV for 1,- kr. paa foranledning af Fjellandske Jernbaners Fællesraad, da økonomien igen var kørt i sænk

Videre til Anlæggenes historie