De første anlæg jeg byggede i slutningen af 70erne – begyndelsen af 80erne, havde alle dansk forbillede. Helt præcis jernbanen mellem Hillerød, Frederiksværk og Hundested (HFHJ). Allerede dengang kørte jeg jævnlig paa fjellandske anlæg, men den fjellandske idé virkede lidt for skræmmende til at man skulle kaste sig ud i dét.
Men efterhaanden blev tilknytningen til Fjelland stærkere. Samtidig opstod en erkendelse af, at det jeg lavede aldrig ville blive andet end et fantasibillede inspireret af HFHJ. Saa kunne jeg jo lige saa godt konvertere til Fjelland, hvor der ikke behøvede være moralske skrubler fordi tingene ikke var tro mod forbilledet. Inspirationen kunne nu frit hentes hvor jeg havde lyst.
Inspirationen til Fiksdalbanen kommer fra flere steder. Farveskemaet var i mange aar magen til det, Frederiksværkbanen benyttede i 60erne og HFHJ gaar da ogsaa igen i banens stationer. I dag er der kun lidt af HFHJ-materiellet i drift. I stedet køres der med lokomotiver og vogne i noget der ligner gammeldags DSB-design, der efter min mening, var noget af det flotteste fra den tid.
Jeg har alle dage haft en svaghed for de “rundsnudede” NOHAB maskiner. Og efter at Heljan har udsendt baade MY og MX med særdeles gode køreegenskaber, har jeg besluttet at de skal udgøre den primære trækkraft paa banen.
I Norge kørte der ogsaa, i en periode, en NOHAB i danske farver. Kun litra og nummer manglede.
Det var en maskine, som egentlig skulle være leveret til DSB, men som blev omdirigeret til Norge hvor den kørte med striber og vingehjul, indtil den kunne blive malet om i norsk design.
Derfor har jeg ingen skrubler ved at køre med det gamle DSB design, selvom de fleste andre lokomotiver fra Fjellandske Statsbaner (FSB) er grønne.
Halsa Station er hentet fra Bergensbanen, i Myrdal (867 m.o.h.) hvor Flåmsbanen grener fra.
Stationen ligger højt oppe paa en hylde i fjellet og banen kommer direkte ud fra en tunnel og ind paa stationen fra begge retninger.
Der er stort set ingen bebyggelse i omraadet, lige bortset fra stationen og tilhørende tjenesteboliger.
Flåmsbanen begynder allerede inde paa stationen at falde kraftigt. Banen er ca. 20 km lang og slutter i Flåm kun 2 m.o.h.
Mange steder falder eller stiger banen med 5,5% hvilket stiller store krav ikke mindst til togenes bremsesystem.
Halsa Station ligger ogsaa højt. Og tunnelerne i begge ender er ideelle til at skjule indkørslerne til de opstillingsspor, der udgør banens forbindelse til resten af Fjelland.
Fiksdal Granit har ikke noget direkte forbillede, men de store malmtog paa Ofotbanen mellem Kiruna i Sverige og Narvik i Norge har altid fascineret.
Selvom strækningen er elektrificeret, saa kan lyden af et tog med 40 – 50 vogne tungt lastet med jernmalm ikke beskrives.
Fiksdal Granit er Fiksdalbanens største kunde og selve banens eksistensgrundlag. Vognene til og fra forædlingsanlægget i Giske køres i hele bloktog og er dermed særdeles synlige i trafikken selvom der kun køres to togpar pr. køreplan.
Hjerkinn station ligger i virkeligheden højt til vejrs paa Dovrebanen. Men inspirationen til Hjerkinn paa Fiksdalbanen kommer dels fra Flåm, dels fra Åndalsnes paa Raumabanen, hvor billedet ved siden af er taget.
Åndalsnes er forsyningshavn for en lang række samfund i de nærliggende fjorde.
Om sommeren kommer krydstogtskibe og lægger til ved den store træbro til højre i billedet.
Modellens Hjerkinn ligger ikke ved en fjord, men istedet ved en indsø. Men funktionen som forsyningshavn er den samme.
Jernbanefærger paa en sø! Kan man det?
Svaret er ja. Paa Tinnsjøen var der i aarevis en tæt trafik af jernbanefærger, der transporterede gods og passagerer fra Rjukanbanen. Størsteparten af godset var til/fra Hydros fabrikker i Rjukan. Alt skulle med færgerne.
Selve banen er en historie for sig. To gange er tog f.eks. blevet væltet af vindstød.
Fiksdalbanen er en modeljernbane i to etager. Og her har færgerne deres helt egen funktion. De virker nemlig som elevator mellem de to etager.
Toget rangeres ud paa færgen, som derefter flyttes til den anden etage, hvor toget igen rangeres fra borde.
Paa den maade undgaas en sporspiral, der optager en masse plads og som er temmelig dyr i skinner.
Paa modeljernbaner er vi ofte nødsaget til at køre gennem det samme landskab mere end en gang.
Det sker ogsaa i virkelighedens hverden. Billedet nedenunder stammer fra Raumabanen mellem Dombås og Åndalsnes i Norge.
For at komme ned fra Dombås passerer toget denne del af dalen hele 3 gange. To gange paa den side, hvor billedet er taget fra. Derfra køres der over en stor buebro af sten, hvorefter banen fortsætter nedad paa den anden side af dalen.
Billedet er taget samme sted som det billede, der er vist øverst paa denne side.
Videre til Sporplan for øverste niveau