Delstrækning I, Tulldal – Senta
Her ses tog 2392 under indkørsel til Tulldal Station. Bygningen til højre er Conserves Compagniet, som leverer konservesdaaser til det meste af det sydlige Fjelland. Toget bestaar i dag kun af motorvogn nr 12, som endnu ikke har faaet paamalet litrering efter nyligt overstaaet revision. Paa slæb har den en af banens smaa lukkede godsvogne af typen G. Perronkanten anes til venstre for indkørselstogvejen og bag denne ses læssevejssporet og sporet til pakhuset og Multichem A/S.
Et andet vue over Tulldal station med perronen i fokus. Til venstre for stationen og pakhuset ligger Multichems pakhus for udskibning af varer. Selve virksomheden ligger længere inde mod byen. I forgrunden ses den gamle remise med det sidste overlevende damplokomotiv, nr 2. Det er hensat her, og da segmentdrejeskiven foran remisen, spor 1 og 2 er fjernet og erstattet af et sporskifte, skal der noget til, før det kommer ud at køre igen. Fjellands Jernbanehistoriske Arkiver og Samlinger (FJAS) har et godt øje til nr 2. Toget ved perronen er tog 2393 mod Senta.
Ekstra-træk fra Tulldal mod Skaglun har netop hentet en af brødfabrikkens tømte melvogne. Turen gaar nu videre til Skaglun, hvor der rangeres, hvorefter man vender tilbage til Tulldal, for at formere tog 7397 til Senta. Tulstad, Fjellandsk Brødfabrik, holder til i disse bygninger her paa kanten af floden Tullen, der følger banens løb – eller omvendt – meget af vejen. Den store bygning indeholder produktions- og lagerfacilitet, mens den lille i forgrunden er administrationen. I baggrunden ses fabrikkens kraftværk.
Skaglun station ligger mellem Eista og Tulldal, hvor banen fra Senta svinger fra sin overvejende nordlige kurs over mod en mere vestlig retning. Stationen ligger idyllisk og er en typisk landstation, som de ses mange steder i Fjelland. Et ekstra-tog fra Tulldal er i færd med at sætte en vogn ud hos P. Lade og Søn, en stor producent af finér- og møbelplader. I baggrunden holder resten af toget i hovedsporet, mens en enlig aaben vogn holder paa læssevejen. Sporet til venstre foran udkørslen mod Tulldal er sporet til Fjeluld, som forarbejder et af produkterne fra egnens store faarehold.
Her ses Skaglun station fra Tulldal-siden, mens sporet mod Eista og Senta forsvinder ud til højre i billedet. Tog 2393 er netop under indkørsel fra Tulldal. Paa læssesporet staar i dag en EE-vogn af R-typen og Fjelulds spor er besat af en tankvogn fra Senta Brændsel. Vogne til og fra Fjeluld udgør et – dog ikke uoverstigeligt – problem for andre rangerende tog, da man ikke kan komme til P. Lade & Søn uden at fjerne disse vogne.
Her ses tog 2391 paa vej mod Senta under passage af Eista en tidlig morgenstund. Godstoget paa sidesporet er i virkeligheden toget til Terkenes, som er i færd med at hente godsvogne til fordeling paa delstrækning II. Godsmaskinen er nr 8, som ofte anvendes paa Terkenes-strækningen. Selve perronen ved trinbrættet i Eista ligger ca. 200m foran persontoget modsat overleveringssporet.
Husdyrfoderfabrikken Hapsi ligger kort før indkørslen til Senta. Den har eget sidespor, og er her set i retning mod Senta. Den ligger ved bredden af Tullen – skrænten i forgrunden ender faktisk i vandet, som i firmaets første aar leverede energi til produktionen. Virksomheden besøges jævnligt – som her – af tog 7392 mod Tulldal. Mon godsvognen kommer fra Conserves Compagniet i Tulldal med daaser, der skal fyldes?
Vi betragter her Senta station under den store portalkran, som medvirker ved omladning mellem normalspor og “bredspor” (TSB og FSB). Vi kan skimte morgentoget (2391) fra Tulldal under indkørsel til perron, mens godstog 7392 venter i spor 2 paa afgangstilladelse. I forgrunden af billedet ses den yderste stump af FSB’s spor mellem to TSB-spor. FSB-sporet fortsætter igennem Senta by til statsbanestationen med forbindelse til Ingefærd og Sydbanen.
Senta set fra en anden vinkel. Tog 2391 er nu vel ankommen i spor 1 og klar til at deponere personvognene i lommen for enden af perronen. Tog 7392 er allerede godt paa vej mod Tulldal – hvis ikke de lige skal betjene Hapsi-sporet undervejs. Sporet i forgrunden tilhører Senta Brændsel, som afskiber kul, koks og olieprodukter herfra til kunder langs banen. Tog 2391’s maskine vil blive udskiftet med motorvognen i depotet, da de efterfølgende persontog er tyndere besat.
Videre til Foto-tour paa TSB II