I slutningen af det 17. aarhundrede var Fjelland grundet en spirende nationalfølelse til en vis grad paa kant med sine nordiske broderfolk. Man vendte saaledes i højere grad blikket mod de centraleuropæiske regioner – en tendens der saagar genfindes i nyere tid – bl.a. i Fjellandske Stats Baners materielvalg i damptiden. Da man ønskede at efterforske eventuelle metalforekomster i egnen omkring det, der senere skulle blive til Tulldal og Eista, kontaktede man Østrig-Ungarn med henblik paa at modtage emigranter herfra.
Disse emigranter ankom i begyndelsen af 1700-tallet, og de blev bedt om at slaa sig ned omkring floden Tullen. De fik frie hænder til at søge efter metal og mineraler, samt at drive de erhverv, de fandt nødvendige, for “deris liiv at opholde”, som der staar i den kongelige forordning fra H.M. Kong Frede V, 1699.
Netop denne passus fik stor betydning for deres videre ophold i Fjelland. Mineraler og ædelmetal var der nemlig ikke meget af, saa de maatte finde andre indtægtskilder. Heldigvis var de velbevandret i skovbrugsforhold, saa de kastede sig hurtigt over dette erhverv i de skovrige egne omkring Tullen.
Forholdene var ideelle med masser af træ. Desværre kunne det samme ikke siges om transportforholdene, da Tullens løb var uegnet til tømmerfløtning. Alligevel lykkedes det at udvikle teknikker, saa tømmeret kunne føres ud til kysten ved Ingefærd og afskibes videre til Jomsborg og Albatros, hvor den stærke vækst i urbanisering og skibsfart gav stor efterspørgsel. De daarlige transportforhold har ogsaa medvirket til at holde omraadet ret isoleret, saa den oprindelige kultur i høj grad har kunnet bevares blandt lokalbefolkningen.
Undervejs i forløbet er der opstaaet en række udflyttersamfund, hvoraf de mest betydende er Senta, Skaglun og Rosdal. Senta har grundet sin placering mellem Tulldal og Ingefærd i tidens løb vokset sig større end Eista. Omraadets hovedby er dog stadig Tulldal med det gamle raadhus fra byens grundlæggelse – en gave fra H.M. kong Frede V. i anledning af østrigernes ankomst.
Videre til Banens tilblivelse